Der er god økonomi i et godt arbejdsmiljø

Krav om effektivisering, nye digitale løsninger og robotter er alt sammen forandringer, der er i gang med at ’disrupte’ vores arbejdsmarked og virksomheder. Skal medarbejderne kunne følge med, må virksomhederne lytte til deres ansatte og investere i det gode arbejdsmiljø – det betaler sig på bundlinjen. Sådan lyder anbefalingen fra den nyudnævnte markeds- og projektchef for arbejdsmiljø i NIRAS, Per Tybjerg Aldrich.

Forandringer skal designes

Med en fod i regeringens ekspertudvalg for fremtidens arbejdsmiljøindsats og mere end 20 års erfaring inden for arbejdsmiljørådgivning ved Per Tybjerg Aldrich, hvordan organisationer kan imødegå store forandringer.

”Forandringer skal designes, så man får medarbejderne med og skaber det gode arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøet kan være det, der får din organisation til at blive blandt de bedste i branchen”, siger Per Tybjerg Aldrich.

Dårligt arbejdsmiljø koster hvert år milliarder af kroner for samfundet og landets virksomheder. Stress, sygefravær og dårlig trivsel er blot nogen af de effekter, som arbejdsmiljøet kan være skyld i.

Giv medarbejderne en stemme

Oftest bliver store beslutninger og forandringer vedtaget på øverste ledelsesniveau i en virksomhed, men der er god grund til, at virksomheder i stigende grad spørger medarbejderne til råds.

”Det er vigtigt at inddrage berørte medarbejdere i beslutningsprocesser og forandringer, inden de bliver implementeret. På den måde vil medarbejderne føle sig mere trygge og føle ejerskab til forandringerne, fordi de var med i en diskussion om, hvorfor og hvordan forandringen skulle ske”, siger Per Tybjerg Aldrich.

Det kan koste en virksomhed dyrt, hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden. Lav produktivitet og dalende kvalitet er klassiske eksempler på, hvad der sker, hvis en virksomhed svigter sit arbejdsmiljø og sine medarbejdere.

Læs mere i artiklen på UGEBREVET A4

Faktaboks

Prisen for arbejdsrelaterede helbredsproblemer i EU

  • Arbejdsrelaterede sygdomme og skader koster hvert år EU 476 milliarder euro. Det svarer til 3,3 pct. EU’s samlede BNP.
  • Arbejdsrelateret kræft tegner sig for størstedelen af omkostningerne (119,5 milliarder euro). Lidelser i bevægeapparatet ligger på anden pladsen.
  • Arbejdsrelaterede sygdomme er skyld i 98 pct. af alle arbejdsrelaterede dødsfald i EU.

Kilde: Videncenter for Arbejdsmiljø

Tilmeld dig vores nyhedsbrev