Nye regler fra Arbejdstilsynet for farlige kemikalier – sådan kan I gribe det an

Nye regler fra Arbejdstilsynet for farlige kemikalier

Nye regler fra Arbejdstilsynet for farlige kemikalier – sådan kan I gribe det an!

Hvis I arbejder med farlige kemikalier, skal I være opmærksomme på, at der pr. 1. juli 2019 er krav om, at I udfører en kemisk risikovurdering af jeres arbejde med kemikalier samt har øget fokus på oplæring og instruktion. Samtidigt ophæver Arbejdstilsynet kravet om arbejdspladsbrugsanvisninger.
Med den nye politiske aftale fra april 2019 om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats sættes der også fokus på, at kemi i højere grad skal indgå, når Arbejdstilsynet kommer på tilsyn.

De ændrede regler betyder, at virksomhederne bør revurdere det systematiske arbejde på det kemiske område. Der er behov for at være klædt på til at kunne lave både kvalificerede risikovurderinger og en god instruktion af medarbejderne, så det skaber sundere og mere sikre arbejdspladser

NIRAS har lavet en guide, som bistår med at komme godt i gang med arbejdet med at leve om til de ændrede krav.

Kemisk risikovurdering
Den kemiske risikovurdering er en række ekstra forhold, der skal inddrages i APV-arbejdet, når der er farlig kemi på virksomheden.

En kemisk risikovurdering skal indeholde en beskrivelse af

  1. Stofferne og materialernes farlige egenskaber fx om de er ætsende, giftige, allergifremkaldende eller brandfarlige.
  2. Eksponeringsgraden (om der er høj eller lav grad af udsættelse for kemikalierne), -typen (om der er risiko for hudkontakt, øjenkontakt og/eller indånding) og varigheden (den tid hvor udsættelsen foregår).
  3. Omstændighederne ved arbejdet med farlige stoffer og materialer, herunder mængden. Omstændighederne kan f.eks. være påføringsmetode (sprøjte eller pensel), foregår arbejdet ude eller inde?
  4. Virkningen af de forebyggende foranstaltninger, der er truffet eller skal træffes (fx brug af ventilation og brug af værnemidler).
  5. Hvor det er muligt, de konklusioner, der kan drages af foretagne arbejdsmedicinske undersøgelser. f.eks. i forbindelse med arbejde med bly og blyforbindelser, skal resultater fra blodblymålinger indgå i risikovurderingen.
  6. Grænseværdier fastsat af Arbejdstilsynet skal inddrages i risikovurderingen.
  7. Leverandøroplysninger om sikkerhed og sundhed.

Den kemiske risikovurdering/APV for stoffer og materialer skal være skriftlig og tilgængelig for medarbejderne. Viser det sig ved den kemiske risikovurdering, at der er problemer, skal disse overføres til jeres handlingsplan med løsning og tidsfrist.

Sådan kan I gribe det an!

En god start på arbejdet er

  1. Ryd op og bortskaf kemikalier, som I ikke længere anvender. Det vil gøre det efterfølgende arbejde nemmere for jer. Kortlæg og lav lister over, hvad I har tilbage af kemikalier i hver afdeling.
  2. Indhent nye sikkerhedsdatablade fra jeres leverandører eller få fat i nye sikkerhedsdatablade via jeres kemikaliestyringssystem.
  3. Få et overblik over jeres arbejdsprocesser med kemikalier, f.eks. rengøring af maskiner, afrensning af værktøj eller metaldele, klæbning med bitumenemulsion, støbning af gulve, opsætning af fliser med epoxyprodukter osv. Beskriv, hvordan arbejdsprocessen udføres.
  4. Risikovurder de enkelte arbejdsprocesser ved at gennemgå de 7 ovenstående punkter og noter resultatet af risikovurderingen. F.eks.: I bruger rengøringsmidler på sprøjteflaske. Det foregår indendørs og ud for hovedhøjde, og der er derved en risiko for indånding af væsketåge, der indeholder organiske opløsningsmidler.
  5. Resultatet af risikovurderingen overføres til handlingsplanen med løsning (f.eks. sprøjt ned i rengøringsklud og aftør med denne i stedet for at sprøjte), tidsfrist og ansvarlig for udførelsen.
  6. Inddrag risikovurderingen og løsninger på evt. problemer i oplæring og instruktion.

En god instruktion
En god oplæring og instruktion skal omfatte:

  1. De farlige stoffer og materialer, der findes på arbejdspladsen, herunder stofferne eller materialernes navn, faremærkning, risici ved arbejde med og udsættelse for dem, relevante grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering og andre anvisninger.
  2. Hvordan stoffer eller materialer håndteres, bruges og opbevares sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder eventuelle anvendelsesbegrænsninger.
  3. Korrekt brug af sikkerhedsforanstaltninger under arbejdet, herunder værnemidler og disses placering på arbejdspladsen.
  4. Sikkerhedsforanstaltninger ved uheld, f.eks. brand, spild og lignende.
  5. Bortskaffelse af stoffer og materialer samt værnemidler efter endt brug og øvrig håndtering af affald, herunder særligt mærket affald.

Instruktionen er mundtlig og understøttes af skiftligt materiale, når der arbejdes med eller er risiko for udsættelse for særligt farlige stoffer og materialer og ved særligt komplicerede arbejdsprocesser og forhold.

Kom godt i gang med oplæring og instruktion

  1. Tjek om jeres nuværende arbejdspladsbrugsanvisninger indeholder ovennævnte oplysninger. Dette vil ofte være tilfældet og derfor kan arbejdspladsbrugsanvisningerne danne et godt udgangspunkt for instruktionen.
  2. Instruer medarbejderen mundtligt i arbejdet med kemikalierne ud fra oplysningerne i risikovurderingen og det evt. skriftlige instruktionsmateriale. Alle medarbejdere skal have adgang til den kemiske risikovurdering, sikkerhedsdatablade, kemikaliefortegnelsen og de evt. skriftlige instruktioner.

 

Læs mere om ophævelsen af APB kravet

Konsulenter

Tilmeld dig vores nyhedsbrev